London Fashion Week,

international makeupartist og nyt website 🙂

Næste uge byder på nye eventyr, ny titel, nyt netværk, udfordringer, inspiration og arbejde – jeg glæder mig helt vildt! London Fashion Week er en af de helt store begivenheder indenfor modeverdenen, så jeg er meget stolt over at være en del af makeupartist teamet bag scenen. Det show, som jeg skal sminke til, afholdes på Hackney Showroom i hjertet af London, så det bliver virkelig fedt at komme til England igen og opleve stemningen, suset i maven, nervøsiteten, travlheden og få en hel masse nye input i baggagen. Så fremover hedder det International makeupartist Sus Marxen…. 🙂

Og i samme forbindelse har jeg arbejdet på ny hjemmeside, der udelukkende vil være en showcase af billeder/shoots med fokus på beauty og fashion. Den appellerer derfor mest til den professionelle fashion- og filmverden, som jeg satser på at få en fod indenfor snart… Gå meget gerne ind på siden og se, hvad du synes:

makeupsus.com

 

Hav en fantastisk uge – hvis du følger mig på instagram/facebook, kommer der nok en del opdateringer med billeder de nærmeste dage…. xxx Sus

Januar, yes, yes, yes!

Januar er mørk, kold, lang og indbyder ikke ligefrem til udendørs-aktiviteter for mit vedkommende i hvert fald. Men det er jo perfekt, for så er der god tid til at planlægge årets events. Så jeg siger “yes, yes, yes!” til januar! Ja tak til at få ting i kalenderen og ordnet så meget “papirarbejde” som muligt, inden foråret og sommeren kommer og lokker mig ud…

Boudokitty-fbir-sessioner, brudestylinger og tøseaftener er de bookinger, der kommer flest af i bogen lige nu. Det er dejligt at få lov til at være en del af så positive begivenheder – så jeg krydser fingre for, at der kommer endnu flere 😉 Du må selvfølgelig gerne sprede budskabet, hvis du selv eller en du kender, kan bruge en makeupartist som mig.

På tegnebordet lige nu er to vidt forskellige makeup-instruktioner, der skal publiceres i næste udgave af “Fierce O Mag”. Titlerne er “Unicorn Candy” og “Glitter Galore”, så du kan måske fornemme at jeg får lov at lege, fantasere og bryde grænserne med makeuppen og to meget forskellige looks. Heldigvis har jeg også fundet 2 modige kvinder, der skal sidde model for mig – jeg glæder mig og er spændt på at se resultatet. Og selvfølgelig bliver det sjovt igen at være en del af et kreativt online-magasin. Af andre kreative projekter kan jeg røbe, at to vidt forskellige musikvideoer er på vej, hvor jeg har været en del af makeup-teamet. Jeg elsker at være med på musikvideoer, for det er fantastisk at få lov til at udtrykke sig med kunstnere der har noget på hjerte!

tatovering

Og til sidst lidt personligt. Jeg har fået en tatovering. Det er et hjerte, der symboliserer min kærlighed, tro, balance og tillid til mig selv – en gave fra mig til mig. Og jeg har med vilje placeret den et sted, hvor jeg kan se den, så den kan give mig styrke hvis jeg tvivler eller give mig et større smil på læben, når jeg er glad. Og med den bemærkning, vil jeg afslutte med at sige “yes, yes, yes!” til hele 2017 – jeg kan mærke, at det bliver et fantastisk år!

Tusind tak, fordi du stadig er en del af min “tribe” – det påskønner jeg virkelig, xxx Sus.

Best of…

Et år er gået for BeautyStudie, og når jeg ser tilbage på mine projekter, jobs, udfordringer og tiltag, bliver jeg overrasket over diversiteten i mit arbejde. Jeg glædes over at der er så mange forskellige mennesker, især kvinder, i mit liv. Jeg glædes over den skønhed, styrke og kreativitet, jeg møder – det giver mig mod på mere, og jeg glæder mig oprigtig til 2017, der kommer til at byde på fantastiske udfordringer og praktiske opgaver, hvor jeg skal lære nyt og tænke ud af boksen. I februar starter “Makeup : Mastered” som er et internationalt makeup-kursus, hvor jeg er en af de 200 deltagere, der skal udfordres i løbet af hele året med diverse oplæg, fotoshoots og projekter. Desuden påregner jeg også at melde mig til et avanceret håropsætnings-kursus, så jeg styrker denne side endnu mere – jeg vil gerne være fuldstændig klar til alle brudene i 2017 😉

Indlægget her bliver en slags “best of 2016” for makeupartist Sus Marxen, hvor jeg har udvalgt nogle af de særlige opgaver, jeg har haft og gerne vil dele med jer. Der bliver 3 afsnit – et hvor jeg har fokus på deciderede jobs, et med portefølje-projekter og sidst, men ikke mindst, et med fokus på “rigtige kvinder”. Jeg håber, du har lyst til at læse med 🙂

I løbet af sommeren har jeg haft en del brudestylinger, altså lagt makeup og sat hår på skønne kvinder på den store dag. Det er altid både nervepirrende og fantastisk at være med sådan en dag, omgivet af forventning, glæde og sommerfugle i maven… Udover det har jeg været så priviligeret at skabe en fotoserie for netop kommende brude i magasinet “BRUDEN”, og jeg er virkelig stolt af at få forsiden på bladet med et skønt team! Dansk smykkedesign er stadig på vej frem, og jeg har haft fingrene i en del fotoshoots for både Lone P, Castens Jewellery og Design by Susanne Gadegaard. Og i foråret fik jeg endelig lov at møde OG arbejde sammen med min amerikanske arbejdsgiver, Lori Leib, som er creative director for Bodyography Makeup. Vi var sammen i et par dage i Sverige, hvor en stor frisør-/hårkollektion skulle kreeres, og det blev en virkelig smuk bog – “Deep Forest”.

Der har været mange forskellige og virkelig spændende portefølje-projekter i år, hvor fokus er på at skabe nogle smukke, kreative billeder der kan vise ens talenter for hele teamet involveret. Der er ikke penge involveret, men masser af vilje, attitude, kreative indspark og mod. Jeg kan mærke at de mennesker, jeg arbejder med i disse projekter er inspirerende, dygtige, sjove og villige til at bruge ekstra energi på at komme frem i branchen. Her er kun et lille udpluk af årets “tfp-projekter”, men nyd dem:

Og sidst, men ikke mindst, har jeg fået lov at sminke nogle af de mennesker, der betyder allermest for mig. De er smukke, men ikke modeller. De er mødre, piger, døtre, veninder – rigtige kvinder, der er ægte, arbejdsomme, ærlige, skønne og modige. Ja, måske har I gættet det, men det drejer sig om to af mine nærmeste veninder, mit gudbarn og min mor. Og med billederne af dem, vil jeg sige tak for støtten, de opmuntrende ord, positive input, motiverende samtaler: jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med BeautyStudie som makeupartist Sus Marxen i 2017!