Skønne teenagere

Det er en fornøjelse at arbejde med unge mennesker, der emmer af begejstring, glæde og liv. Der er så meget positiv energi, der smitter, og vi har det sjovt i studiet – uanset om det er professionelle modeller eller “bare” helt almindelige teenagere. Jeg elsker at få lov til at lege med forskellige looks og få pigerne til at komme lidt ud af skallen…

Skal der tages billeder til konfirmationen, gallafesten eller en anden undskyldning for at få de smukke unge mennesker foran kameraet, er det også en god idé at investere i en stylist der kan sætte hår, sørge for at huden ser smuk og skøn ud på dagen – og måske give hovedpersonen ekstra glimt i øjet med en flot makeup. Udover at man får nogle pragtfulde billeder bagefter er det helt sikkert også et par dejlige timer i stolen med lidt wellness, forkælelse og hygge inden selve fotograferingen. Så kontakt mig meget gerne, hvis du kender en der snart har en stor dag eller begivenhed foran sig.

Tjek gerne fotograferne Tina Liv eller Sussi C. Alminde og deres billedserier – der er mange gode muligheder for at få lavet nogle smukke serier!16601733_1207232986059529_7422682900027658108_o

 

ps: er du ikke teenager, men har brug for en makeupartist skal du ikke holde dig tilbage – alder er ingen hindring for at få det smukkeste frem 😉

Best of…

Et år er gået for BeautyStudie, og når jeg ser tilbage på mine projekter, jobs, udfordringer og tiltag, bliver jeg overrasket over diversiteten i mit arbejde. Jeg glædes over at der er så mange forskellige mennesker, især kvinder, i mit liv. Jeg glædes over den skønhed, styrke og kreativitet, jeg møder – det giver mig mod på mere, og jeg glæder mig oprigtig til 2017, der kommer til at byde på fantastiske udfordringer og praktiske opgaver, hvor jeg skal lære nyt og tænke ud af boksen. I februar starter “Makeup : Mastered” som er et internationalt makeup-kursus, hvor jeg er en af de 200 deltagere, der skal udfordres i løbet af hele året med diverse oplæg, fotoshoots og projekter. Desuden påregner jeg også at melde mig til et avanceret håropsætnings-kursus, så jeg styrker denne side endnu mere – jeg vil gerne være fuldstændig klar til alle brudene i 2017 😉

Indlægget her bliver en slags “best of 2016” for makeupartist Sus Marxen, hvor jeg har udvalgt nogle af de særlige opgaver, jeg har haft og gerne vil dele med jer. Der bliver 3 afsnit – et hvor jeg har fokus på deciderede jobs, et med portefølje-projekter og sidst, men ikke mindst, et med fokus på “rigtige kvinder”. Jeg håber, du har lyst til at læse med 🙂

I løbet af sommeren har jeg haft en del brudestylinger, altså lagt makeup og sat hår på skønne kvinder på den store dag. Det er altid både nervepirrende og fantastisk at være med sådan en dag, omgivet af forventning, glæde og sommerfugle i maven… Udover det har jeg været så priviligeret at skabe en fotoserie for netop kommende brude i magasinet “BRUDEN”, og jeg er virkelig stolt af at få forsiden på bladet med et skønt team! Dansk smykkedesign er stadig på vej frem, og jeg har haft fingrene i en del fotoshoots for både Lone P, Castens Jewellery og Design by Susanne Gadegaard. Og i foråret fik jeg endelig lov at møde OG arbejde sammen med min amerikanske arbejdsgiver, Lori Leib, som er creative director for Bodyography Makeup. Vi var sammen i et par dage i Sverige, hvor en stor frisør-/hårkollektion skulle kreeres, og det blev en virkelig smuk bog – “Deep Forest”.

Der har været mange forskellige og virkelig spændende portefølje-projekter i år, hvor fokus er på at skabe nogle smukke, kreative billeder der kan vise ens talenter for hele teamet involveret. Der er ikke penge involveret, men masser af vilje, attitude, kreative indspark og mod. Jeg kan mærke at de mennesker, jeg arbejder med i disse projekter er inspirerende, dygtige, sjove og villige til at bruge ekstra energi på at komme frem i branchen. Her er kun et lille udpluk af årets “tfp-projekter”, men nyd dem:

Og sidst, men ikke mindst, har jeg fået lov at sminke nogle af de mennesker, der betyder allermest for mig. De er smukke, men ikke modeller. De er mødre, piger, døtre, veninder – rigtige kvinder, der er ægte, arbejdsomme, ærlige, skønne og modige. Ja, måske har I gættet det, men det drejer sig om to af mine nærmeste veninder, mit gudbarn og min mor. Og med billederne af dem, vil jeg sige tak for støtten, de opmuntrende ord, positive input, motiverende samtaler: jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med BeautyStudie som makeupartist Sus Marxen i 2017!

Er du også ved at forberede dig til konfirmationen?

Så er det her, du skal følge med! Tilmeld dig BeautyStudies konfirmationsforberedelse og få gode tips & tricks ang. hudpleje, hår og makeup. Altsammen så du er helt klar til den store dag – uanset om det er mor eller datter, der læser mest med 😉